Som jeg også viste jer et lille snert af i går og forgårs på Instagram, så gik jeg igang med endnu en taske med stoftryk af mine egne tegninger. Denne gang blev valget stoftrykket af diamanten, som faktisk har ligget længe i stofkassen, men bare aldrig rigtig blevet til noget officielt.
Den anden dag, da jeg alligevel skulle rydde op og sortere lidt i kassen, så faldt jeg over stoftrykket og fik derfor lyst til at sy endnu en taske.
Tasken er syet ligesom mine andre tasker med stoftryk, se evt. nederste billede, med fast kraftigt taskestof her i tyrkis farve og indvendig er der to store lommer til diverse nøgler, mobil og hvad der ellers hører til i en kvindes taske. Hankene er lavet af sort gjordbånd, som jeg synes passer fint til de sorte streger på selve diamaten. I siden har jeg selvfølgelig påsyet min nyeste navnemærke, som jeg har bestilt via Etsy.
Tasken er god, stor og rummelig og måler ca 40 x 40 cm. Tasken kan holdes til lidt af hvert, da stoffet er enormt slidstærkt. Selve farven, ja personligt synes jeg den er meget frisk og sommerlig, den fremhæver i hvertfald tasken.
Her ses alle mine tasker syet med mine egne stoftrykstegninger.
Har du en favorit?
Jeg kan ikke lade være med at blive lidt ked af at se, at på mit forrige indlæg, hvor jeg skrev og viste jer en DIY på mine tegninger, er blevet set af over 400 læsere. Dette er jeg selvfølgelig rigtig glad for at se, men når jeg så samtidig ser, at det kun har fået to kommentar, ja så mister jeg nu lysten til at lave blogindlæg, især når jeg bruger rigtig mange timer og tid på at lave netop et DIY-indlæg, hvor der skal tages mange billeder og efterfølgende skal redigeres.
Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste der synes at blogland daler med kommentarerne, men HALLO kan vi ikke lige hanke lidt op i hinanden, så der kommer lidt gang i Blogland igen?